byens naturstier

Oplev Sebbersund på en ny måde og nyd naturen på “gåben”.

Sebbersund er måske Limfjordens smukkest beliggende landsby. Omgivet af vand og omkranset af indbydende, kuperet terræn, som også omfatter 36 m høje Skt. Nikolaj Bjerg, opkaldt efter søfartens skytshelgen Skt. Nikolaj.

Tre steder i området er der opsat informationsskilte, der viser vej rundt i sommerhus-området ved Sebbersund med ruter indtegnet på luftfoto over hele området vest og nord for byen.
I ord og billeder fortælles, hvad man kan opleve og teksten løfter også en flig af stedet historie.

Med udgangspunkt fra legepladsen midt i byen, hvor det 1. skilt
er opsat, vises der vej til Navet, hvor bl.a. det årlige Sct. Hans bål afbrændes.
    
Her giver det 2. skilt et lille historisk tilbageblik og fortæller om Navets fortidige og nutidige betydning for Sebbersunds borgere og gæster.
    
Fra Navet går det ad de velanlagte grusveje eller langs stranden til turens næste mål Skt. Nikolaj Bjerg, som med sine 36 meters højde rager op over Sebbersund og dermed udgør et imponerende udkigspunkt, hvorfra der er en dejlig udsigt til alle sider. Se Sebbersund fra oven. Her står det 3. skilt, som bl.a. på luftfoto over området viser vej til Nibe, Valsted, Vikingebyen, Sebber kirke, Golfbanen og Herregården samt til Halkær med fokus på søen og åen, hvor også Halkær Naturcenter er beliggende. Dog udenfor beskuerens synsfelt. Et lille tilbageblik om Skt. Nikolaj Bjerg’s historie er der også blevet plads til.

Skiltene er et led i bestræbelserne for at gøre Sebbersund mere kendt i omverdenen og er lavet i samarbejde med og med tilskud fra Aalborg Kommune. Også som et samarbejde, der skal udbrede kendskabet til Aalborg Fjordland, kommunens nye initiativ til gavn for turismen vest for Aalborg og helt ud til den vestlige grænse af Aalborg Kommune. Det er et aktivitetsudvalg under Sebber Borgerforening, som har taget initiativet til skiltene.

Udformningen af skiltene er lagt i hænderne på Thomas Bjerg og Palle Nygaard. Hovedparten af billederne er taget af Antoine Groslier.